Sangene blev præsenteret på Furesøen med det smukkeste af Lyngby som baggrund.

Sangene blev præsenteret på Furesøen med det smukkeste af Lyngby som baggrund.

 

Lyngby-Taarbæk sangene

Kender du lyden af Lyngby-Taarbæk? Sådan skrev en af børnene da de skulle beskrive Lyngby-Taarbæk i en sang. En rigtig fin fortolkning af hele projektet som skulle rumme alle i Lyngby-Taarbæk. Jeg brugte formuleringen i børnenes egen sang om Lyngby-Taarbæk. Det vender jeg tilbage til. 

Ethundredefjorten forslag blev sendt til mig i alle formater. Jeg fik kassettebånd med sange fra en ro-klub på Furesøen. Jeg fik gamle sange fra Taarbæk fiskeres sangforening, Brage. Men mest af alt modtog jeg en masse personlige og varme breve og net-opslag, med kærlighed til Lyngby-Taarbæk. 

Da jeg læste de mange forslag og opslag, dannede der sig hurtigt et meget klart billede af, at Dyrehaven er en central del af folks bevidsthed om Lyngby-Taarbæk. Over 70 af de tilsendte bidrag handlede om Dyrehaven. Jeg var fra starten meget bevidst om at de tre sange skulle være så forskellige at de ikke kunne sidestilles med hinanden. Derfor var det en nem beslutning at lave en sang om Dyrehaven. 

Den næste sang skulle så handle om resten af Lyngby-Taarbæk. Det var en kæmpe opgave. For materialet var alt for omfattende til en enkelt sang. Jeg måtte derfor tage udgangspunkt i de ting som var nævnt flest gange. Midtbyen, Rådhuset, Frederiksdal, Brede (værk), Taarbæk (havn) og meget andet skulle flettes sammen til tre vers. Det var ikke nemt, og jeg måtte hakke lidt over en tå for at få plads til det hele. Men er det ikke også en smuk konklusion, at tre sange ikke er nok til at beskrive Lyngby-Taarbæk?

Ethundredeogto børn skrev også en masse inspirerende forslag til den tredje sang. Men modsat de voksne handlede teksterne pludselig ikke længere om huse, steder og haver. Det som optog børnene var deres venner, deres skole, deres familie og deres fritidsklubber. For dem er det Lyngby-Taarbæk. Lyngby, det er her mine venner er. 

Jeg blev rigtig glad da jeg stødte på en ting som ingen voksne havde nævnt eller tænkt på. Benny Andersen. Han var nævnt flere gange i børnenes forslag. Og med hans forfatterskab og komponistvirke var det nemt at bygge børnenes sang op omkring Benny Andersens mangfoldige univers. 

Det er blevet til tre sange som jeg håber I vil blive taget godt imod. Sangene skal herfra forsøge at få et liv rundt omkring. De bliver sendt i tre forskellige retninger, men de rummer alle tre en masse små og store tanker om vores Lyngby-Taarbæk. God fornøjelse med dem. 



Præsentation af sangene foran Lyngby Rådhus

Præsentation af sangene foran Lyngby Rådhus

Verdenspremiere på sangen “Den grønne streg”.

Verdenspremiere på sangen “Den grønne streg”.